I torsdags efter det meget våde agilitystævne i Gundsølille kørte jeg direkte videre til Fyn og overnattede hos Rikke (hende med Bailey, ikke Daff's chef). Vi havde en rigtig hyggelig aften og fik da også lige trænet en smule på Rikke's får.
Næste morgen kørte jeg så over til Erik Holmgaard i Sdr. Felding og trænede med Wilma. Gitte og Jeppe var der også med Zia og deres 2 unghunde. Vi arbejde især på hendes fradrivning. Sidst jeg var hos Erik og træne arbejdede vi meget med hendes optag og det virker bare så godt nu. Jeg tror faktisk Erik var lidt imponeret over hvor meget der var sket med hendes optag. Hun kan nu levere fårene for fødderne af mig i stille og rolig tempo uden overhovedet at fårene bliver det mindste stressede. Hun har før haft tendens til at komme blæsende med dem i ret høj fart, men det er nu slut. På kursus i påsken med Bobby Dalziel fik jeg også lagt en "time" kommando på, så hun lige sætter farten ned og den virker også rigtig godt.
Vi trænede ret meget lørdag og Wilma havde besluttet sig for at teste både mine og Erik's grænser grundigt. Bare fordi stor mand siger "lie down" så betyder det sikkert ikke at han mener det... Wilma er under ingen omstændigheder en lille kylling og hun er ret overbevist om at hun ved bedst mht. får. Men hun kender jo ikke min plan, så det kræver af og til noget seriøs overbevisning at få hende til at gøre præcis hvad der blir sagt og ikke hvad hun mener der burde være blevet sagt. Men det gik rigtig godt og hun flyttede sig et stykke i den rigtige retning.Om aftenen kørte vi ned til Maria Christensen i Holsted og sov. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor vi blev inviteret på middag hos Maria's mor og der fik Wilma også lige en lille omgang massage.
Lørdag kørte jeg op til Erik igen. Vi tog ned til et lækkert kuperet område ved Skjern Å. Og Wilma havde åbenbart tænkt seriøst over træningen dagen før, for det var tydeligt at se at hun var kommet meget længere i fradrivning og hun er blevet helt god til små sidebevægelser uden at sætte i fuld fart fordi man skal 2 meter. Hun knoklede løs og vi arbejde meget på at ramme linier. Hun mangler stadig en del selvstændighed i drivningen, men vi er helt sikkert på rette vej.På et tidspunkt stod fårene i en lavning. Jeg sendte Wilma "away" for at hent fårene. Hun kunne slet ikke se dem men hun spænede afsted. Desværre kom hun lige lidt for kort ud, så hun kom på den forkert side af fårene. Hun krydsede så og fik vendt flokken og kom tilbage med dem. På nær et får som sprang modsat flokken og ned på bredden ved åen. Fåret kom ikke efter de andre, så Erik gik ned for at se hvad det lavede. Og gud hjælpe mig om det ikke svømmede rundt midt ude i åen (som på det sted er ca. 6 meter bred og 4 meter dyb).
Både Erik og jeg var overbevist om at nu druknede fåret helt sikkert. Men det svømmede afsted over mod den modsatte bred. Jeg fik hentet resten af flokken og dem gik vi så med langs åen indtil fåret så dem. Så vendte det om og svømmede mod den modsatte bred. Det kom så tæt på at Erik lige kunne få fat i det. Og så måtte vi ellers slæbe det kæmpe store får (Erik mente det var den største han har, en Suffolk med kæmpe uld) op på bredden lidt ad gang og fåret lå bare stille og hjalp aldeles ikke til. Da vi så fik det op på bredden rejste det sig og gik fint afsted mod resten af flokken. Jeg holdt Wilma mellem fåret og åen så den ikke fik flere gode ideer.
Erik var bare gennemblødt op til livet. Men han fortsatte bare med at træne en af sine egne hunde.Wilma var på fårene 2 gange og det var 2 lange omgange hvor hun virkelig blev arbejdet igennem. Hun fik lidt pauser, hvor hun hoppede i åen og nød vandet (hun kunne modsat fåret selv komme op). Så holdt vi frokost og Erik fik en lur og tørt tøj. Så spurgte han om jeg mente at hun kunne klare mere og jeg havde været ude og kigge på Wilma og hun var frisk igen.
Så hun fik en tur til, hvor vi så også fik arbejdet med deling. Erik er ret imponeret over hvor sej og udholdende Wilma er. Hun gir bare ikke op. Hun kører på også selvom hun er træt. Og selv om hun er træt mister hun ikke hovedet. Hun er en lille superhund.
Jeg kan ikke lade være med at grine når jeg tænker på den første gang jeg havde Wilma på en udstilling. Der sagde dommeren at hun var for lille og tynd til at kunne arbejde en hel dag. Ja for søren hvor kan hun ikke holde til det... Hvis hun kan imponere en som Erik med sin udholdenhed, så betyder det en del mere for mig end hvad en udstillingsdommer, der aldrig har set hende arbejde siger.Men efter den sidste omgang, så var det endelig lykkedes at gøre Wilma træt. Jeg tror det er første gang det er lykkedes mig. Hun sov hele vejen hjem i bilen og gik direkte i seng da vi kom hjem.
Idag tror jeg at hun har kvalificeret sig til et bad. Hun skulle selvfølgelig lige rulle sig i en mose. Og hun stinker bare stadig af råddent vand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar