Dagen efter

Wilma har sovet i mine arme hele natten, mens jeg har våget over hende i skræk for at der skulle ske hende noget. Hun er gradvis kommet sig oven på bedøvelsen og er nu nogenlunde i stand til at styre benene igen.


Hun har sovet meget i nat og jeg har tudet i spandevis, så jeg har bare den mest hamrende og insisterende hovedpine idag. Her til morgen har Wilma drukket en del vand og hun hoster lidt irriteret efter at have haft slange i halsen under kejsersnittet. Hun er noget urolig, går og småpiver og totalt forvirret over hvad der foregår med hende. Hun bygger stadig rede, men det er jo desværre helt formålsløst.


Jeg drømte fornylig en meget realistisk drøm om at Wilma skulle ha' kejsersnit og at hun døde under operationen. Så jeg var i totalt chok og ren panik igår, da dyrlægen sagde at hun ville operere. Fik forklaret hende at det var verdens vigtigste hund hun havde fat i, så hun havde bare at gøre det godt for jeg kan jo ikke undvære hende.


Wilma kom ind på operationsbordet og under operationen kom dyrlægen ud og spurgte om jeg ville se hvalpen. Den havde tydeligvis været død et stykke tid og var ved at gå i opløsning. Det så ud til at det var en lille pige. Den havde de sødeste små poter med småbittenegle.


Selve forløbet op til fødslen med temperatur svingninger, opblokningsfase og alt var ellers lige efter bogen, men da der så kom noget mærkelig hindeagtigt ud, var det helt tydeligt at noget var galt. Så det var godt at vi kom afsted og fik den fjernet. Den var på vej ud, men fordi den var død kom der aldrig nogle veer og Wilma blev aldrig udvidet som ved en normal fødsel. Og selvom den var død var kraniet stadig så stort at hun aldrig ville ha' kunnet føde det selv.


Nu er hun så på penicillin og smertestillende piller de næste par dage og jeg skal holde øje med om mælkeproduktionen stopper af sig selv.





Hun har nu et 11 cm langt sår på maven. Men det er syet rigtig flot med indvendige sting som ikke skal fjernes.

Jeg er glad for at jeg valgte ikke at bruge min egen dyrlæge under hvalpeforløbet, men en som havde meget stor erfaring med fødsler og kejsersnit.


Jeg ved ikke hvad jeg skulle ha' gjort uden min veninde Lone her til at berolige mig, trøste og bare være her for mig. Det har været en skrækkelig oplevelse.


Vejret idag passer rigtig fint til mit humør. Gråt, stormende og regnfuldt. Jeg er bare totalt trist, skuffet, ked af det, udmattet og har nærmest kvalme, som om jeg skal kaste op hele tiden.

Nu kan jeg så gå igang med at nedlægge hvalperummet. Alle planer om hvalpe er slut. Wilma skal aldrig nogensinde udsættes for noget i den retning igen. Så jeg får aldrig den hvalp efter hende som jeg så gerne ville ha'. Men det vigtigste er at jeg har Wilma.

Tak til alle som har sendt tanker og trøst til os. Det er en stor hjælp at vide at så mange tænker på os.