Frida er døv

Ja jeg bli'r nødt til at acceptere det. I løbet af sidste weekend opdagede jeg at Frida ikke reagerede på helt almindelige ting, såsom når jeg kaldte for at vi skulle ud og gå tur. Hun plejer godt nok ikke være den der står sidst i køen for at komme med ud. Men nu lå hun bare og sov, selvom jeg stod helt henne ved hende og kaldte snorkede hun bare videre. Jeg måtte helt hen og røre ved hende før hun vågnede også godt forvirret ud.

Flere forsøg i løbet af weekenden endte med den samme konklusion: hun er stokdøv.

Hun har længe haft selektiv hørsel, men det er jo noget helt andet, for der kan jeg se at hendes ører reagerer på hvad jeg siger, hun vælger bare at ignorere mig. Men nu er der ikke den mindste reaktion eller bevægelse af ørerne.Men jeg skal godt vænne mig til at hun er døv, jeg går stadig og snakker til hende som jeg plejer, men får bare ingen reaktion. Jeg skal også passe på ikke at snige mig bag på hende så hun blir forskrækket.

Men ellers virker hun lige så glad og frisk som altid. Hun virker ikke bange over at være døv og der er intet anderledes at se på hende opførsel.Gåture er lidt et kapitel for sig. Frida har altid gået løs alle vegne og følger altid med. For det meste lufter vi i en hundeskov.

Forleden kørte jeg til hundeskoven, men valgte at parkere på den anden side af skoven ned mod vandet fordi der har været så mange indbrud i bilerne på den normale parkeringsplads på det sidste.Vi gik ind i skoven og hundene gik lige i nærheden af mig. Da vi drejede for at gå tilbage mod bilen satte Frida pludselig i løb. Hun løb bare afsted igennem skoven og med mig efter. Ned over skrænten og ud mod den meget trafikerede Strandvej. Jeg nåede skrænten hvor det går lodret ned og der kunne jeg ikke følge med. Jeg så hende bare løbe afsted, hun skulle helt tydeligt ned til vandet. Så jeg skreg så højt som jeg aldrig har skreget før og måske trængte det igennem for 2 meter fra vejen stoppede hun op og vendte sig om og kiggede efter mig. Jeg hoppede rundt oppe på skrænten og viftede med armene for at hun skulle se mig. Det lykkedes og jeg fik fat i hende.

Et dage senere gjorde hun noget lignede fordi hun havde mistet orienteringen, så nu står den på flexiline. Kan godt være hun er en gammel dame, men hun kan godt nok stadig løbe stærkt.

Fredag var jeg hos dyrlægen for at få tjekket hendes ører. Men der er intet at se, ingen infektion eller noget andet der kan forklare hvorfor hun bare blev døv fra dag til dag. Den ene trommehinde er helt fin, den anden er lidt slidt, men intet der mærkeligt.

Så nu må jeg altså bare lære at leve med at hun er døv. Eneste gode ved det er at hun nu er holdt med at gø når det ringer på døren og når der er fyrværkeri.

Heldigvis har jeg altid brugt tegn til hende for sit, dæk, stå og lignende så det ser ud til at vi stadig kan træne rally. Det gik fint i mandags. Hun har jo altid været utrolig opmærksom på mig, så med lidt fagter kan det faktisk godt lade sig gøre at gå en bane.Vi skal til en prøve d. 1.6. så det bli'r spændende at se hvordan det går.