I tirsdags opdagede jeg en ret stor knude på Frida. Den var på størrelse med en 2-krone i diameter og sad på ydersiden af låret.
Og jeg gik i roterende selvsving med søvnløse nætter og troede at nu var det en kræftknude igen. Og at denne gang var det slut.I August 2005 blev Frida opereret og fik fjernet en knude på maven. Jeg havde den gang holdt øje med den et stykke tid og tog hende derfor til dyrlægen en fredag. Den var begyndt at vokse ret hurtigt. Dyrlægen og jeg blev enige om at den skulle fjernes for at være sikre på at det ikke var en ondartet kræftknude, som bare bredte sig.Lørdag kl. 10 skulle Frida så opereres. Selve operation gik ret hurtigt. Frida trak ikke vejret ret meget selv under operationen, men jeg sørgede for ilt til hende hver 25. sekund. Dyrlægen sagde, at det var normalt at hundene ikke selv trak vejret så meget i starten. Frida havde fået en meget mild bedøvelse, som skulle være god til ældre hunde og som de skulle vågne af meget hurtigt.
Da operationen var færdig checkede dyrlægen, at Frida var ved at vågne og begyndte at pille måleapparater af hende. Men pludselig begyndte det at gå helt modsat og hendes hjerte rytme faldt drastisk og hun holdt op med at trække vejret selv overhovedet. Jeg kunne se på dyrlægen, at han blev mere og mere febrilsk og alle måleapparaterne kom på igen. Frida's hjerte var meget tæt på at stoppe helt, men en ordentlig dosis adrenalin i hendes drop fik sat gang i det igen og lidt efter kom der også gang i hendes vejrtrækning. Jeg sad med hende i næsten 1½ time derefter og ventede på at hun vågnede bare nogenlunde og dyrlægen checkede hendes hjerte med jævne mellemrum. Derefter fik jeg en usandsynlig groggy hund med mig hjem. Under hele operationen klarede jeg næsten at holde hovedet koldt, men på vejen hjem brød jeg helt sammen og græd. Det var bare så tæt på at jeg havde mistet hende.
Hele dagen var hun groggy og havde slet ikke styr på bagkroppen.
Dagen efte var hun træt og sløv, men virker ellers rimelig ok. Men det var en chokerende dag, jeg tror det er den værste jeg overhovedet har oplevet. Men Frida overlevede og det er jeg bare lykkelig for.
Men da jeg så opdagede den nye knude anede jeg ikke mine levende råd. For turde jeg lade hende operere igen og hvad var bedst? At lade knuden vokse og at hun døde af det eller risikere at hun døde af bedøvelsen og denne gang ikke kunne reddes?
Vi har tid hos dyrlægen på mandag til vaccination og ormekur inden påsken i Sverige, så jeg besluttede mig for at vente med check til det. Men knuden voksede ret voldsomt, så jeg havde egentlig besluttet mig at køre idag. MEN så igår til agility træning gik der hul på knuden og det vidste sig at det var en kæmpebyld istedet. Måske har hun fået en torn i sig eller noget i den retning. Men en byld kan jeg håndtere. Idag er den allerede faldet meget og såret er begyndt at lukke sig fint. Nu skal det bare holdes rent og så ser det ikke ud til at ville give flere problemer.
Så denne gang slap vi med skrækken, men desværre er kræft hos hunde snart ved at være meget udbredt. Læs f.eks. mere her: http://dansk-kennel-klub.dk/files/pdf/Nyhedsbrev_fra_DVC270320...
I marts 2005 mistede vi vores dejlige schæfer Dinah til lymfekræft. Hende kan I se her: http://www.litgov.dk/mindes.htm#Dinah. Så det er ikke så fjernt.
Så nu vil vi nyde det dejlige forår og glæde os over at Frida er i fin fin form og stadig elsker at løbe agility i en alder af 10 år. På søndag starter vi agilitysæsonen med Border Collie Klubbens stævne i Vallensbæk.
Hilsen Janne, Frida & Wilma
Ingen kommentarer:
Send en kommentar