mandag den 20. juni 2011

Wilma på får igen


Igår fik Wilma endelig langt om længe lov til at hyrde igen.

Jeg var på Feddet hos Erik Holmgaard for at træne med Asta og havde besluttet at Wilma også skulle ha' en tur.

Og hun var bare lykkelig og fuldstændig fantastisk. Tog alle kommandoer, flotte udløb og fine optag. Og kom hurtigt ind i deling. Ingen diskussioner med hende, hun gjorde bare det hele rigtigt og så fuldstændig lykkelig ud. Faktisk var hun nærmest bedre end før skaden. Så hun er da tæt på at være klar til en konkurrence, men det venter jeg nu lidt med under alle omstændigheder.

Nøj hvor har jeg savnet den Wilma, min glade arbejdsnarkoman. Men jeg har næsten ikke turdet træne med hende.

Wilma ser ud til at ha' det fint idag. Ingen problemer med skulderen efter hyrdning. Hverken lige efter, efter at ha' ligget i bilen eller nu dagen efter.

Burde jo også være i orden, men jeg er nærmest rædselsslagen for at hun skal blive skadet igen, så jeg tør jo nærmest ikke træne med hende, selvom hun faktisk blev raskmeldt i januar og jeg så skulle starte langsomt op. Det har vi så også gjort kan man vel roligt sige.

Så nu tror jeg hun får lov til at træne lidt mere normalt fremover. Men dog ikke så meget ad gangen.

torsdag den 16. juni 2011

Wilma 7 år


Idag er det Wilmas fødselsdag. Hun bli'r 7 år. Kan slet ikke forstå at min lille wimsebimse nu faktisk kan betegnes som seniorhund, men det ved hun heldigvis ikke selv.

Efter en lang skadespause pga. skulderen er hun nu ved at være på toppen igen. Hun har løbet agility på mellemhøjde hele denne sæson, men jeg tror at jeg tar hende op på almindelig højde efter sommerferien. På søndag har jeg også besluttet at hun lov til at træne på fårene på Feddet.

Idag har Wilma fejret sin fødselsdag på stranden. Der er vist ikke meget hun hellere vil end komme en tur i vandet. Fødselsdagsgaven var et Rogz Lighthouse - simpelthen det perfekte flydelegetøj og helt sikkert den perfekte gave til Wilma.

Her Wilma og hendes gave:



Fødselsdagsmiddagen var lammekød med ris og sjældent er 3 skåle blevet tømt så hurtigt ;O)

TILLYKKE MIN SØDE DEJLIGE KÆRLIGE VIDUNDERLIGE WILMA!

onsdag den 15. juni 2011

Smukke og sunde Asta



Asta er jo ikke bare smuk uden på, men nu har jeg bevis på at hun også er det inden i ;O)

Idag kom resultater på hendes røntgenfotografering af hofter, skuldre og albuer. Og de er bare perfekte:

HD: A/A = A (hofter = det bedste det kan være)
AD: 0/0 = 0 (albuer = det bedste det kan være)
OCD: FRI (skuldre = det bedste det kan være)

Og oven i disse gode resultater så er hun jo i forvejen genetisk fri for CEA, CL og TNS.

Min lille elskede super sprinter.

søndag den 12. juni 2011

Asta er blevet Rallybegyndermester


Idag blev Asta rallybegyndermester ved Sydkystens Hundeskoles rallyprøve i Herfølge.

Hun var til sin første rallyprøve d. 15.5. i Måløv og bestod. Dommer Frank Kuhfeld.
2. prøve var d. 22.5. i Hørsholm. Dommer Frank Kuhfeld.

Og idag var det så hendes 3. prøve. Dommer Trine Dyrgaard.

Det var Astas bedste prøve hidtil, men desværre opdagede hun midt på banen nogle guffer, så hun mistede lige koncentraionen og gik nærmest spor, men så fik jeg fat i hende igen. Det kostede lidt point, men hun fik alligevel 89 point.

Og så blev hun samtidig Rallybegyndermester og fik sin første titel RALLY-B Asta hedder hun så nu ;O)