Frida har været til kiropraktor

I sidste uge gled Frida på noget is på stranden og svingede hele bagdelen rundt og faldt så jeg kunne se at hun slog hoften. Et par dage efter gjorde hun det samme igen.

Jeg må jo sige at jeg begyndte at blive lidt bekymret for hende. Hun er jo en gammel dame med sine 14½ år og hvor nødig jeg end vil det, så ved jeg jo godt inderst inde at hun nok ikke holder så lang tid endnu. Puha, det blir hårdt får tårer i øjnene bare ved tanken.

Nå, men jeg tænkte at jeg nok hele måtte få hende tjekket for en sikkerheds skyld. Jeg kender jo Frida så godt at jeg kunne se at noget ikke var helt i orden. Men hun er jo ikke en hund der viser smerte.

Så igår var vi en tur hos kiropraktoren. Frida elsker de guffer hun får hos Lone og er meget utvetydig i sine krav "GIV MIG GUFFER NU!!!!!!!!!!". Tror slet ikke hun opdager at hun blir behandlet så længe hun får en lind strøm af guffer.

Og det var godt vi kom for Frida havde rykket begge sine hofter, en op og en ned. Det har hun gjort flere gange før. For mange mange år siden kom Frida til skade på et hyrdekursus (og det er nok 8-9 år eller mere siden, i hvert før Wilma kom til). Den gang tog det ret lang tid før Frida var på toppen igen. I mange år har hun så ikke haft nogle problemer og har jo løbet mange agilitykonkurrencer m.m. uden nogle problemer, men de sidste par år er det sket et par gange. Tror det handler om at hun mister muskelmasse med alderen og derfor ikke længere er så god til at holde hofterne på plads. Men heldigvis kan det nemt rettes på plads igen og holder ret længe ad gangen.

Så i denne omgang beholder Frida lidt længere, men jeg går jo hele tiden med tanken om hvornår skal jeg ta den sværeste beslutning af alle. Heldigvis er hun stadig frisk, elsker at gå med på ture og det er stadig Dronningen der bestemmer i flokken. Så helt affældig er hun jo ikke endnu. Heldigvis. For jeg beholder hende gerne mange år endnu. Kan slet ikke forestille mig livet uden hende.

Her er en lille film af Frida med hendes elskede Buster Cube forleden:

Klonerne

Folk har det jo med at drille mig med at Asta og Wilma ligner hinanden så meget at man slet ikke kan se forskel på dem. Kun ører er forskellige. Så her er de i flere versioner med de samme ører.

Og øverst originalen.

Jeg synes nu de begge er kønnest med deres egne ører.

Det er Åsa der har leget i Photoshop ;O)

Klik på på billedet hvis du vil se det i større udgave.

Wilma update

Efter ca. 135 dage med at gå i snor, water walking, fysioterapiøvelser, bliven løftet ud af bil m.m. og absolut ingen træning af nogen slags blev Wilma d. 4. januar endelig erklæret for rask. Dyrlæge Claus Sloth kunne denne gang ikke finde noget som helst galt med hendes skulder - uanset hvilke usandsynlige vinkler han vred hendes skulder i.

Så nu må vi begynde at træne lidt igen og hun har nu fået lov til at gå løs på turene. Vi har gået rigtig meget på stranden, da den har været isfri (så hun ikke har skullet gå på is og risikere at skride ud og ødelægge skulderen igen) og desuden er det at gå i sand god træning for hendes skulder ifølge fysioterapeuten.

Vi går stadig til water walking, men har nu kun en gang tilbage. Jeg tror aldrig at den ellers meget vandglade ilma kommer til at elske water walking, men det er blevet meget bedre jo flere gang vi har været der. Her ses Wilma til træningen:



Wilma må jo så nu gerne træne igen, men hun skal starte LANGSOMT op og vi skal ha' bygget hendes muskler op igen. Heldigvis har water walking været med til at holde hende i nogenlunde form og begrænset hendes muskeltab, men stadig er hun langt fra normal form.

Men bare det at hun nu må gå løs hjælper meget, både på hendes humør (hun har godt virket noget depri i perioder) og på hendes form. Hun har stadig ikke helt vænnet sig til at gå løs igen. Hun kommer tit hen til mig og ser næmest lidt forvirret og går så lidt ved siden af mig indtil hun så løber lidt afsted igen.

Også det at hun nu må lege lidt med Asta igen er en lettelse for os alle. Det har været vildt svært og meget belastende hele tiden at skulle stoppe og vildt syndt for både Wilma og Asta og for deres indbyrdes forhold. Wilma har jo været mere eller mindre skadet siden før Asta flyttede ind hos os.

I fredags fik hun lov til at komme en lille tur på får. Hun hylede i bilen da hun fandt ud af hvor vi var på vej hen. Og hun var bare lykkelig for at komme igang igen. Hun fik kun lov til at drive lidt i en lille fold, ikke noget med store fine udløb eller noget andet meget krævende. Bagefter var hun bare så glad og havde fået det rigtige glimt tilbage i øjnene og hun rullede og rullede rundt i den smule sne der var faldet mens vi trænede. Ingen tvivl om at hun havde savnet det.

Nu skal jeg så også finde ud af hvordan vi kommer igang med agility igen. Men det varer lidt endnu. Hun må ikke træne for koldt sted eller med for hård bund, så ridehustræning lige nu er udelukket. Jeg planlægger at starte hende op på lave højder og så mp jeg se om jeg kan styre hendes hastighed bare lidt (ved ikke helt hvordan - for Wilma har normalt kun en hastighed til agility og det er "full speed").

Nå, men vi ser frem mod normale tilstande og jeg åber, at jeg kan slippe den frygt jeg lige for tiden har hvis jeg ser Wilma lave noget der potentielt kunne skade hendes skulder. Jeg ved ikke om hun nogensinde kommer til at kunne deltage i konkurrencer i hyrdning og agility igen, men jeg håber da meget. 6 år gammel er jo alt for tidligt til pension.

Men nu tror jeg mere på det end jeg har gjort længe. Jeg har godt nok haft tabt modet i perioder. Nu går det mod lysere tider både vejrmæssigt, træningsmæssigt og helbredsmæssigt.