søndag den 14. januar 2007

Frisk vejr


Regnen holdt op og solen kom frem, så jeg skyndte mig at køre ned på stranden med hundene. De syntes det var det mest fantastiske stormvejr. Tangen ligger meterhøj på stranden og det var jo nogle dejlige bunker og bestige og rulle sig i. Jeg blev ramt af en bølge og blev våd op til knæene, har sand mellem tænderne og kunne ikke se ud af brillerne til sidst. Men hvad det var for hundene skyld vi var der og de nød det helt sikkert.


Hilsen de 3 våde

fredag den 12. januar 2007

Hvorfor gør man det?


Idag startede Frida så til lydighedstræning igen. Det er flere år siden vi sluttede med det fordi jeg ikke kunne få alle aktiviteter passet ind i kalenderen. Frida lavede den gang agility, lydighed og hyrdning.


I 2003 blev hun Dansk Lydighedschampion og jeg følte at det var en meget god tid at stoppe på, for jeg var godt klar over at vi ikke rigtig var indstillede på den præcision der skulle til i eliteklassen. Og der må man ikke rose og give godbidder mellem øvelserne og det passede slet ikke Frida (og egentlig heller ikke mig).


Nu hvor hun så er blevet 10 år og jeg har skåret ned på hyrdningen og også er ved at skære lidt ned på agilityen for at skåne hende, så tænkte jeg at vi måske skulle prøve lidt igen for sjov.Jeg meldte os derfor til hos vores “gamle” instruktør Marianne - http://www.gladehunde.dk/ og idag var så første trænings gang.


Men hvilken start. På vejen ud var der en kæmpe ulykke og jeg var bange for at blive sendt den modsatte vej af politiet og ende et helt forkert sted. Jeg skulle et godt stykke ud på landet, hvor jeg aldrig havde været før, så jeg ville ikke ane hvor jeg skulle hen,. Men heldigvis kunne jeg kun komme forbi ulykken den vej som jeg skulle.


Regnen stod bare ned hele aftenen. Jeg havde været forudseende og imprægneret min ellers noget utætte vinterkedeldragt. Men det var ikke særlig godt vejr, sikke en debut. Og så er det man spørger sig selv hvorfor man står i øsregnvejr på en øde sportsplads fredag aften, hvor man kunne sidde lunt og rart foran fjernsynet???Og svaret er: FRIDA! Hun var bare så glad og dejlig at træne med, hun havde slet ikke glemt kommandoerne og hun var bare vildt på. Hun lavede fælles dæk og sit, indkald, højre apport, stå og sit under gang og bedst af alt: spring apport. Hun ELSKER apport og hun ELSKER at spring og præcis som i gamle dage ville hun helst ha’ en metalapport. Hvorfor hun bedst kan li’ dem fatter jeg ikke. Jeg puttede ikke frivilligt en kold gang metal i munden, men Frida ville slet ikke lægge den fra sig. Hun bar lykkelig rundt på den.Så hvor svært det end er at komme afsted i sådan et vejr en fredag aften, så ta’r vi også afsted de næste par fredage, for jeg bli’r så glad af at se Frida være glad.


Og nu vil jeg så sætte mig ind foran fjernsynet med dynen og få varmen igen ;-)

Basta på TV2 om hvalpefabrikker


Har lige siddet og set Basta på TV2. Jeg fatter ikke at der er nogle folk der kan avle hvalpe på den måde som blev beskrevet. Det kan godt være at en hund ifølge købeloven bare er en ting, men det er den altså ikke i min verden. Mine hunde er en konstant kilde til glæde og dejlige oplevelser og jeg ville på ingen måde undvære dem. De er mine bedste venner og de holder mig i gang.Hvis man køber en hvalp så bør man efter min mening tjekke min. følgende:


  • Besøge kennelen og se hvalpene - gerne mange gange i løbet af de 8 uger de er hos deres mor inden de kan flytte hjem til deres ny familie

  • Overveje hvor mange hunde kennelen egentlig har?

  • Kan de på nogen måde overkomme at socialisere alle hvalpene ordentlig eller har de mange kuld på samme tid?

  • Kan man få lov til at se både mor og far til hvalpen?

  • Køber man en hund til en bestemt sport, så vil det altid være godt at se forældrene arbejde.

  • Tjek med specialklubben og de har noget at indvende mod den påtænkte kennel.

  • Tjek gerne med DKK at kennelen er registreret.

  • Er det stueopdræt skal man ikke nødvendigvis være registret som kennel og det betragtes ikke som erhverv at ha’ et par kuld hvalpe. Men tjek alligevel med DKK om de skulle ligge inde med nogle sager.

  • Tjek forældre dyrenes sundhed: HD, øjensygdomme, andre racespecifikke sygdomme. Der findes mange gode steder hvor man kan finde den slags oplysninger f.eks. http://www.hundeweb.dk/og for border collier findes der og resultater på http://www.bordercollieklubben.dk/

  • Hvordan er forældrenes temperament?

  • Hvordan fungerer de sammen med mennesker, andre hunde og andre dyr?

  • DKK registrering af hunden giver også sikkerhed for at racens avlskriterier er opfyldt, samt at kennelen er medlem af DKK og derfor er underlagt deres regler. Se mere på: http://www.dansk-kennel-klub.dk/

  • Og der er masser af andre ting, som man bør tænke på.

Og ovenstående er ikke i prioriteret rækkefølge.Man køber en hund som man skal være sammen med de næste 10-15 år og så er det jo vigtigt at man finder den helt rigtige hund.Masser af folk vælger en race som er helt forkert til dem. Det sker desværre ofte med border collier. De ser søde ud, de har en god størrelse og de er dejlige og kærlige hunde. Men de er altså også arbejdshunde, som gennem målrettet avl er udvalgt til at kunne flytte får. En border collie kan arbejde 8 timer om dagen uden problemer, så kan de lige sove lidt, men så er den straks klar igen. Den siger aldrig nej til arbejde. Jeg har hørt historier om border collier der bli’r sendt ud efter fårene og på vejen brækker et ben, men det får dem ikke til at give op - de skal nok få jobbet gjort.Lige så dejlig som en border collie kan være lige så stor en pestilens kan den også være hvis den ikke får noget arbejde. Og det er ikke kun fysisk, men især mentalt jeg mener.Hvalpekøbere ville gøre sig selv en stor tjeneste hvis de satte sig ind hvad de vil med hunden, hvad skal de bruge den til, hvad skal den kunne og hvorfor vil de overhovedet ha’ en hund.Og så tænke over hvad hunden egentlig er lavet til. Hvad er dens oprindelige formål? Vagthund, hyrdehund, jagthund eller andet? Og hvad betyder disse instinkter når man har sådan en hund.Og så vælge et ordentlig sted at købe deres hvalp, hvor de med egne øjne har set at hvalpene er blevet passet og plejet og socialiseret på den bedst mulige måde. Og fravælge alle former for hvalpefabrikker.Og det var så lige min mening.PS: Her er lige et link til info om udsendelsen for de som ikke så den:http://programmer.tv2.dk/basta/article.php/id-5810877.html


torsdag den 11. januar 2007

Sen agilitytræning

I øjeblikket træner jeg agility indendørs i Slangerup. Det er i BCK regi.


Vi træner hver onsdag kl. 20 i januar, februar og marts.Jeg træner hovedsageligt med Wilma, men Frida får også lov til at komme med og løbe et par runder. Frida er jo så erfaren at hun ikke behøver så meget træning mere. Og eftersom hun er 10 år så prøver jeg at spare hende lidt. Men det er utroligt at se hvor glad og aktiv Frida bli’r ved med at være. Hun ELSKER bare agility.


Wilma er noget ung og uerfaren endnu. Igår gik det noget bedre end 1. gang indendørs. Sidste gang startede vi op i ny ridehal med nye mennesker og hun var totalt fjollet og ukoncentreret. For Wilma er det jo kun får der tæller som rigtig arbejde. Men hun skal nok blive lynhurtig på agilitybanerne også.Men det er godt nok noget sent at træne. Jeg kom derfra kl.22.37 igår aftes. Så havde vi lige 45 min. hjem og kl. 0.00 lå jeg i min seng. Da vækkeuret ringede kl. 5.30 i morges var jeg ikke ligefrem særlig frisk eller veludhvilet.


onsdag den 10. januar 2007

Velkommen til vores weblog


Hej allesammen


Ja, så er vi hoppet på weblog bølgen. Her vil I så fremover kunne læse forkselligt nyt om Frida og Wilma og vores aktiviteter. Hvis I ikke allerede er nogle af vores trofaste læsere og gerne vil læse meget mere om Frida og Wilma og ders baggrund, så er I meget velkomne til at kigge forbi hjemmesiden: http://www.litgov.dk,/ hvor der også er en hel masse billeder, data, og beskrivelser m.m.


Denne weblog vil fremover erstatter både Nyheder, Gæstebog på hjemmesiden.Den gamle Nyhedsside er besværlig at opdatere og især besværlig når der er nyt år. De gamle nyheder fra 2002-2006 vil stadig kunne ses på hjemmesiden, men fra 2007 vil nyheder kunne læses her.


Den gamle gæstebog har været under nærmest konstant angreb af spam. Vi har slettet og prøvet at undgå det på forskellige måder men uden held. De gamle hilsner sletter vi selvfølgelig ikke de vil stadig være at finde på hjemmesiden, men vi håber at I vil skrive hilsner og kommentarer her i webloggen fremover.


Vi glæder os til at komme i gang med at bruge webloggen.


Hilsen Frida & Wilma (og tastetrykkeren Janne)